Af Sabine Lai Ovesen
Selvværdsvejleder og studerende på Skyggevejlederuddannelsen hos Mette Holm
S K A M L Ø S . . .
Vi lærer som børn, at der er bestemte egenskaber, som vi ikke skal vise omverdenen, hvis vi skal have kærlighed fra vores forældre.
Det lyder hårdt – men som menneske er det livsnødvendigt at være en del af fællesskabet – og som barn er det vigtigste vores forældres kærlighed.
Vi ved instinktivt godt, at vi ikke kan overleve, ”hvis vi bliver sat ud i kulden” og forladt af vores forældre.
Derfor tilpasser vi os og lærer, hvordan vi skal opføre os – og hvordan vi i hvert fald ikke skal.
Det kan både ske ved skæld ud (udskamning) eller ved mere subtile hentydninger (vores forældres opførsel, kropssprog, reaktioner).
Derfor ender vi som voksne med en maske og en masse skygger (lyse og mørke).
Masken er den personlighed, som vi viser til verden.
Jeg er for eksempel sød, glad og sjov (og alt muligt andet selvfølgelig – men der er også meget, jeg IKKE er over for min omverden).
Men det, at vi ikke føler, at vi kan ”vise hele vores væsen” til andre, betyder, at vi føler os begrænsede og ufuldstændige.
Der er måske en masse egenskaber, som vi har lært, at vi ikke skal vise eller være.
Det varierer fra familie til familie, hvad det er.
De egenskaber, som vi gemmer væk, kan og tør vi ikke bruge i vores liv.
Vi skammer os måske over dem, og vi får ikke brugt dem, når det giver mening.
Men vi er født med alle egenskaber, og det er super ærgerligt, at vi ikke kan stå ved hele os selv – og det er ærgerligt, at vi ikke kan gøre brug af bestemte egenskaber, når der faktisk er brug for dem.
Lad mig komme med et eksempel:
det kan være, du har lært, at du ikke må være egoistisk.
Det var måske ikke velset i din familie, og derfor skammer du dig som voksen, når du føler dig egoistisk, eller får lyst til at være det.
Eller det kan være, du har gemt din egoisme så langt væk, at du slet ikke kan mærke dine egne grænser, og hvad du har lyst til.
Det kan desværre vise sig ved, at du ikke får sat grænser og hele tiden kommer til at fokusere på andres behov i stedet for dine egne (og så får du måske stress eller bliver udkørt).
Kan vi i stedet lære at stå ved alle vores egenskaber og hele vores mangfoldige person med alle vores kanter, uperfektheder og unikke træk, ja, så bliver livet mere spændende og livligt.
Og du formår at bruge egenskaberne til de situationer, hvor det passer ind.
For jo, det giver enormt god mening at kunne være egoistisk, ”for meget”, stærk, vred, dominerende og svag nogle gange, selvom de egenskaber måske bliver set som negative.
Den kommer i glimt, den der følelse af, at jeg vil stå mere ved mig selv.
At jeg ikke vil skjule mig længere. At jeg ikke vil skamme mig længere.
Men her på det sidste er den blevet mere tydelig, og jeg er blevet langt mere ligeglad med, hvad folk måtte tænke om mig.
Jeg forstår bedre og bedre, at folks meninger om mig siger mere om deres eget selvværd og hele deres egen tilværelse, end den gør om mig.
Og så er jeg så ubeskriveligt træt af, at jeg holder mig tilbage fra at gøre ting, som jeg gerne vil – fordi jeg ikke tør, fordi jeg er bange for reaktionerne, eller fordi jeg føler, jeg skal skamme mig over mig selv.
Det kan være de små ting: den anden dag havde jeg købt en to go-kaffe, og jeg havde bedt om at få den i min egen to go-kop, men bartenderen lavede alligevel kaffen i et papkrus – og jeg stod dér og bed mig i læben,
for skulle jeg sige noget (og stå ved mig selv), eller skulle jeg bare bide det i mig (og være irriteret over det)?
Det endte med det sidste.
Og det kan være de store ting: for eksempel at jeg ikke tør stå ordentligt ved, at jeg har lavet en blog, og at jeg har store drømme for den.
Så når folk spørger ind til den, så bliver jeg genert og kigger ned i jorden, mens jeg rødmende fortæller, at det ”bare er en lille blog, og at jeg godt ved, at den ikke har så mange læsere” – i stedet for at sige med et fast blik og rank ryg: ”ja, det er min blog, og jeg er allerede i gang med at få klienter igennem den, og jeg håber virkelig, at jeg kan gøre en forskel for andre.
Du skulle tage og læse den!”
Kan du se forskellen?
Hvornår skammer du dig?
Hvad skammer du dig over?
Hvor har du lært, at du skal holde dig tilbage?
Hvilke egenskaber må du ikke ”være for meget af” i din familie?
Nu vil jeg ikke skamme mig længere.
Jeg vil ikke føle, at jeg er forkert, når jeg:
– sætter mine grænser
– bliver vred, når jeg har grund til det
– blærer mig med min blog
– står ved mine drømme
– siger min mening
– er dominerende
– viser, at jeg ved noget om tingene
– er stille, når jeg har brug for det
– er larmende, når jeg har brug for det
– bliver sur (når jeg ikke får min kaffe i min medbragte to go-kop!!)
– spiser slik, selvom jeg gerne vil tabe mig
– er ”for meget” og tager mine bling bling-øreringe på om mandagen
– siger nej tak
– siger ja tak
– viser mine følelser (også de grimme, urimelige, ubehagelige)
Jeg vil være skamløs fra nu af.
Det er slut med at gå rundt og have det dårligt over mig selv, og hvem jeg er.
Fordi jeg er fucking okay!
Og jeg vil have det bedste ud af livet, turde være uperfekt og sårbar og have den der skønne følelse af, at jeg kan være det hele.
Det er på vej, kan jeg mærke.
Det er kommet gradvist, og jeg glæder mig kun til at se endnu flere resultater, når jeg byder flere sider af mig selv inden for.
Hvilke egenskaber skal du invitere på kaffe?
Og hvor lang tid vil du egentlig bruge på kun at være en halv version af dig selv?
Af Sabine Lai Ovesen
Driver bloggen stjerneselvværd.dk
P.S Find meget mere OPPE-energi på Mettes instagram HER
Kom med op i tankerne hver morgen via mit selvkærligheds boost – GRATIS. Tilmeld dig KLIK her
3 kommentarer på “Fra nu af vil jeg være skamløs!”
Kære Sabine Lai Ovesen.
SUPER GODT skrevet.
Jeg får lige lyst til at supplere lidt.
Jeg kom fra et hjem hvor der var mange regler .
Jeg gjore oprør, da jeg nærmede mig de ca 20 år.
Jeg startede mit arbejdsliv ved Viborg, jeg arbejdede som laborant sammen ed en masse forskere , og det var landbrugeforskning. Der var jeg ca 20 år. Jeg oplevede at blive rost når jeg kom med nye ideer, og var meget stolt af mig selv på arbejdet.
Lang historie skal nok prøve at begrænse mig lidt .
Flyttede til Herning , tog ny uddannelse som 50 årig,men nu kommer skammen igen. Jeg er elev på Hospitalet, her er der meget hierarki. Lægen ser mig ikke, siger ikke godmorgen. Lægerne taler med sygeplejeskene som derefter taler med mig. Jeg taler derefter med sygeplejersken igen når jeg har været ude ved de patienter jeg skal pleje. Sygeplejersken taler nu med lægen igen.
Hvis jeg kom med forslag til et eller andet, eller spurgte ind til hvorledes man lavede resultaterne eller andet fagligt, fik jeg at vide at jeg var for meget, jeg skulle ikke komme her og føre mig frem.
Så det jeg vil sige er at kultur på arbejdspladser kan være meget forskellige.
Og jeg fandt lynhurtigt den lille artige pige frem igen, hende min far havde skabt.
Men ok hvis jeg ikke havde fået hende af min far, så var jeg måske ikke blevet sosa i Herning.
Hilsen fra Hanne
På det sidste har der været nogle gange, hvor jeg har været helt oppe i det røde felt. Det har været, hvor nogle mennesker på en pæn måde har prøvet at bortforklare, hvorfor de ikke har udført det, som de har lovet mig. Ud fra deres synspunkt “må jeg da kunne forstå”. Ud fra mit må de finde en løsning, så de gør det, som de har sagt.
Jeg er opdraget til at kunne tilgive en fejl. Og jeg er opdraget til, at jeg ikke må blive vred, selv om der er nogen, der laver en fejl. Det mener jeg på en måde er en god opdragelse.
Problemet er bare, at hvis én lover mig noget og vil bortforklare det. Så er der ikke sket en fejl. Og så er der ikke noget at tilgive. Samtidigt er der nogen, der har bedt mig om at tilgive andre, som om at det at tilgive er at acceptere status qou. Sådan er det ikke. Rigtig tilgivelse vil altid bringe os i et andet forhold til hinanden. At acceptere status qou er at optrappe de indre konflikter og den vrede, som vi kan have i os. Hvis vi acceptere dette, accepterer vi også skammen.
Skam er noget, som vi påfører hinanden. Samtidigt kan vi ikke bestemme, hvad andre skammer sig over. Det kan være provokerende for vores retfærdighedssans i et fællesskab. Jeg synes f.eks. at man burde skamme sig, hvis man spiser slik mens man er på slankekur. Men det er vel mit problem?
Tak. Læs Brenee Browns bog: Daring Greatly / Glem, hvad andre tænker!
Kan det lade sig gøre at leve et skamfrit liv? Ja, det kan det, det kræver “blot” bevidsthed! Brenee Brown har mange redskaber, der kan hjælpe os med at leve det skamfrie liv!